Om Katthuset

KATTHUSET, der oprindelig var en lille landejendom fra 1940, blev den 1. april 1971 købt af FDF Viby J, som dengang byggede huset om til en lejrhytte. Siden 2003 har KATTHUSET gennemgået et større modernisering/tilbygning, som har gjort huset tidssvarende og handicapvenlig.

KATTHUSET er beliggende ved Kattrup, 2,5 km. vest for Hovedgård og 31 km. syd for Aarhus. Grunden er på 5 tdr. land. Der findes både shelterplads, bålplads, boldbane samt plads til aktiviteter og etablering af en mindre teltlejr. Terrænet er forholdsvis fladt med skiftende beplantning. I gåafstand, 10 min., fra lejren ligger der en privat skov, på 30 tdr. land, som er åben for færdsel. I huset, på 388 m2, er der 36 sengepladser og 14 ekstra madrasser. Derudover er der spisepladser samt service til 50 personer. Der er Wi-Fi/internet. Udenfor, i de 2 shelters, er der 12-14 sovepladser.

Køkkenet blev moderniseret i 1989 og i 2004/2005 er der blevet opsat nye skabe, nyt køleskab og en ny fryser.

I foråret 2003 blev der bygget til så der blev plads til nye toiletter og bad samt et handicaptoilet også med bad.

I vinterhalvåret 2004/2005 blev næste etape af moderniseringen gennemført. Det har betydet at spisesalen er blevet udvidet, samt en total ombygning af værelsesfløjen over spisesalen.

I 2011 fik vi etableret en shelterplads med 2 shelters med plads til 12-14 overnattende samt en bålplads.

I 2017 blev tumle-/opholdsrummet totalrenoveret med ny isolering, beklædning og gulv. Der blev også udskiftet næsten alle vinduer i hele huset – til nye energivenlige.

I 2019 blev der opkoblet Wi-fi/internet i huset.

I 2021 fik vi lavet nye bålpladser samt sat en grillrist op ved shelterpladsen.